LinkedIn artikel af advokat Anja Piening

Den meget omtalte og omdiskuterede nylige dom om rammeaftaler fra EU-Domstolen (Autorità Garante, dom i sag C-216/17) førte som bekendt i slutningen af september til et notat begået af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Notatet skulle klarlægge, hvad der er ret og vrang i forståelsen og rækkevidden af dommen. Når styrelsens konklusioner har bundfældet sig, er det, man står tilbage med, ikke nødvendigvis klarhed. Det er desværre snarere en fornemmelse af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke for alvor har taget stilling.

Når styrelsen således konkluderer, at ordregiver ved udbud af rammeaftaler skal fastsætte et sagligt skøn for det forventede maksimale økonomiske træk på rammeaftalen, mangler de at tage stilling til dommens krav om, at ordregiver også skal skønne de forventede mængder, der skal købes på aftalen. Det efterlader endvidere et ubehandlet spørgsmål om, hvorvidt kravet til skønnede maksimale mængder og maksimal økonomisk volumen også gælder på delaftaleniveau. Langt de fleste rammeaftaler opdeles i delaftaler, og det er efter vores opfattelse åbenbart, at kravet om skønnede maksimale mængder og økonomiske volumen også skal udstrækkes til de enkelte delaftaler, idet rammeaftalens samlede mængde og volumen netop udgøres af summen af de enkelte delaftaler.

Der opstår også spørgsmålet om, hvorvidt dommen medfører, at periodekøbsaftaler indgået på baggrund af en rammeaftale, skal indeholde angivelse af en skønnet maksimal volumen. Det forekommer nærliggende, da også forbruget på en periodekøbsaftale falder tilbage på rammeaftalens samlede volumen.

Vurderingen hos os er derfor, at kravet om skønnede maksimale mængder/volumen skal angives både på rammeaftaleniveau, delaftaleniveau og på periodekøbsaftaleniveau. Når det forventede træk på aftalen er nået, vil rammeaftalen, delaftalen eller periodekøbsaftalen have udtømt sin virkning. Selvom der er tale om et skøn, kan den angivne skønnede maksimale værdi altså ikke overskrides. Samtidig understreger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at dette skøn ikke må være kunstigt højt, hvilket selvfølgelig har betydning for ordregiver.

Et sidste og meget relevant spørgsmål er naturligvis, hvorvidt kravet til skønnede maksimale mængder i realiteten betyder, at mængderne skal angives for de enkelte varelinjer eller for kategorier af varer. En sådan virkning ville helt utvivlsomt få afgørende indflydelse på fremtidens sortimentsudbud, hvor det for ordregiver vil betyde, at man nok i mindre omfang vil være i stand til at lave meget store ”one size fits all” rammeaftaler. Omvendt vil det formentlig få den effekt, at tilbudsgivere kan afgive skarpere og mere retvisende tilbud, der i mindre grad har brug for at være præget af urealistisk spekulation i priserne. Reelt til gavn for såvel erhvervslivet som offentligt indkøb i bred forstand.

Der er ingen tvivl om, at ovenstående tolkninger vil kræve en ændret tilgang til udbud og anvendelse af rammeaftaler, og al forandring er som bekendt svær – men spørgsmålet er, om ikke netop en sådan forandring i realiteten vil betyde en betydelig forbedring af den generelle udbudskultur i Danmark – den tanke ligger ikke helt fjernt…