Af Peter Høeg-Larsen og Anja Piening
I it-udbud ser vi ofte, at kunden stiller krav om, at leverandøren skal basere løsningen på standardsoftware. Intuitionen er klar: Kunden vil undgå at blive låst fast til én leverandør på en specialudviklet løsning, som ingen andre kan røre.
Men hvad er det egentlig, kunden beskytter sig imod – og virker kravet om standardsoftware efter hensigten i dag?
Hvad er det, kunden vil undgå?
Når en kunde anskaffer et it-system, er et centralt hensyn, at leverandøren ikke bygger løsningen på eget proprietært software, som kun leverandøren selv kan vedligeholde og videreudvikle.
Hvis systemet i praksis kun kan supporteres af den leverandør, der har udviklet det, opstår der risiko for vendor lock-in:
- Ved kontraktudløb kan kunden reelt ikke skifte leverandør.
- Ved væsentlig misligholdelse kan kunden godt ophæve kontrakten på papiret – men står tilbage med et system, ingen andre kan overtage.
På den måde bliver kundens rettigheder i kontrakten mere teoretiske end praktiske.
Kravet om standardsoftware er derfor typisk tænkt som et værn mod, at kunden ender i en situation, hvor kun den nuværende leverandør kan vedligeholde og supportere systemet.
Når standard ikke længere er ”SAP, Microsoft og lignende”
Tidligere var det mere lige til at identificere, hvad der var standardsoftware. Vi tænkte på løsninger som fx SAP, Microsoft eller tilsvarende produkter, der blev solgt bredt på markedet, og som flere leverandører kunne vedligeholde og supportere.
I dag er billedet mere mudret.
Mange leverandører har udviklet egne såkaldte standardmoduler, som går igen på tværs af de løsninger, de leverer. Det kan fx være:
- et modul til udbetalinger
- et modul til rettighedsstyring
- et generelt ”fundament”-lag, som alle kundeløsninger bygger på
Leverandøren betegner ofte disse moduler som standardsoftware – bl.a. fordi de indgår i flere kunders løsninger.
Men her er det afgørende spørgsmål:
Gør det et modul til standardsoftware i den klassiske forstand – eller er det i virkeligheden stadig leverandørens egen platform, som ingen andre reelt kan overtage?
I praksis vil det ofte stadig kun være den oprindelige leverandør, der kan:
- vedligeholde koden i modulerne
- sikre kompatibilitet mellem moduler og kundespecifik funktionalitet
- håndtere fejl, sikkerhedsopdateringer og nye versioner
Dermed risikerer kunden at stå i præcis den vendor lock-in-situation, man troede, kravet om standardsoftware skulle forhindre.
Hvad siger K04’s definition – og hvorfor er det ikke nok?
I statens driftsaftale K04 defineres standardprogrammel således:
”Ved Standardprogrammel forstås Programmel, der
a. ikke udelukkende er udviklet specielt til Kunden, og
b. er tilgængeligt for enhver på lige og almindelige vilkår.”
Hvis vi kun læner os op ad denne definition, vil leverandørens standardmoduler ofte falde ind under standardprogrammel:
- Modulet er ikke udviklet specifikt til én bestemt kunde.
- Modulet kan i princippet stilles til rådighed for andre kunder på tilsvarende vilkår.
Konsekvensen er, at kunden kan få udviklet et system, der formelt set er baseret på standardprogrammel – men hvor det stadig kun er den oprindelige leverandør, der reelt kan vedligeholde og supportere systemet.
Kundens mulighed for at ophæve kontrakten ved væsentlig misligholdelse eller skifte leverandør ved kontraktudløb bliver dermed i praksis udhulet. Retten findes på papiret – men kan være vanskelig at udnytte, fordi ingen andre leverandører kan overtage løsningen.
Skal vi gentænke kundens definition af standardsoftware?
Hvis kravet om standardsoftware skal beskytte kunden mod vendor lock-in – og ikke blot være en pæn formulering i udbudsmaterialet – er det nærliggende at spørge:
Er det på tide, at kunden selv definerer standardsoftware mere præcist i sit udbud?
En mere tidssvarende definition kan fx:
- fokusere på, at andre leverandører skal kunne vedligeholde og supportere softwaren
- stille krav om, at der findes offentligt tilgængelig dokumentation, fx produktroadmaps, opgraderingsspor mv., som vi kender det fra de klassiske standardsoftwareleverandører
- knytte an til et økosystem af partnere og leverandører – ikke kun én leverandørs egenudviklede platform
På den måde kommer fokus væk fra, om softwaren formelt kan sælges til flere kunder – og hen på det, der i virkeligheden betyder noget for kundens frihed:
Kan andre end den oprindelige leverandør realistisk overtage, supportere og videreudvikle systemet?
Det er kernen i at bruge standardsoftware strategisk – ikke bare som et punkt i kravspecifikationen, men som en bevidst beskyttelse mod at ende i et uønsket vendor lock-in.
