Af Murtaza Sedighi
En central idé med udbud er, at konkurrence skal presse priserne og sikre den bedst mulige anvendelse af offentlige midler.
Og så sker det:
Ét tilbud er markant lavere end de andre.
Meget lavere.
På grænsen til det urealistiske.
Nu opstår hovedbruddet:
Ordregiveren må ikke afvise tilbuddet alene på baggrund af en mavefornemmelse. Men hvis tilbuddet forekommer unormalt lavt, må det heller ikke passere uden nærmere undersøgelse.
Hvornår opstår undersøgelsespligten?
Udbudslovens § 169 fastslår, at ordregiveren skal anmode tilbudsgiveren om at redegøre for de priser og omkostninger, der indgår i tilbuddet, inden for en passende frist, hvis tilbuddet forekommer unormalt lavt.
Undersøgelsespligten opstår imidlertid ikke ved enhver betydelig prisforskel. Som Klagenævnet for Udbud fremhævede i kendelse af 6. juli 2026 i sagen twoday Danmark A/S mod KL, er en betydelig prisforskel et relevant signal, men ikke i sig selv afgørende for, om tilbuddet forekommer unormalt lavt.
Der findes heller ikke en fast procentgrænse. Vurderingen må foretages konkret med udgangspunkt i blandt andet ydelsen, markedet, prisernes sammensætning og de øvrige tilbud.
Ordregiveren skal derfor foretage vurderingen i to trin:
Først skal ordregiveren tage stilling til, om tilbuddet forekommer unormalt lavt.
Hvis svaret er ja, skal tilbudsgiveren have en reel mulighed for at forklare pris- og omkostningsniveauet.
Forklaringen skal kunne holde
Anmodningen bør være tilstrækkeligt konkret til, at tilbudsgiveren forstår, hvilke dele af tilbuddet der giver anledning til tvivl. Samtidig skal tilbudsgiveren have en passende frist til at fremkomme med en underbygget redegørelse.
Det er her, det bliver kompliceret.
For hvad er egentlig “dokumentation nok”?
Forklaringen kan være helt legitim. Måske skyldes prisen lavere produktionsomkostninger, en særlig teknisk løsning eller usædvanligt gunstige betingelser for at levere ydelsen.
En strategisk beslutning om at acceptere en lavere avance kan også indgå i forklaringen. Men den kan ikke stå alene. Tilbudsgiveren skal fortsat sandsynliggøre, at det lave prisniveau er økonomisk og praktisk holdbart.
Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at nævne de rigtige forklaringer.
Redegørelsen skal være konkret, sammenhængende og underbygget. Ordregiveren skal kunne se, hvordan forklaringen hænger sammen med det tilbudte pris- og omkostningsniveau, og hvorfor kontrakten realistisk kan opfyldes på de tilbudte vilkår.
Det afgørende er ikke, om forklaringen lyder plausibel.
Det afgørende er, om den kan holde.
Ordregiveren kan alene afvise tilbuddet som unormalt lavt, hvis pris- eller omkostningsniveauet ikke kan begrundes på baggrund af tilbudsgiverens redegørelse.
Uden for tilfældene i § 169, stk. 3, gælder der imidlertid ikke en generel pligt til at afvise et tilbud, blot fordi det må anses for unormalt lavt.
Der er dog ét tilfælde, hvor afvisning ikke er et valg, men en pligt:
Hvis tilbuddet er unormalt lavt, fordi tilbudsgiveren eller dennes underleverandør har tilsidesat gældende miljø-, social- eller arbejdsretlige forpligtelser, skal tilbuddet afvises.
Her er der ikke plads til skøn.
I de øvrige tilfælde kræver vurderingen, at ordregiveren har tilstrækkelig indsigt i både ydelsen og tilbuddet til at kunne gennemskue, om redegørelsen er holdbar.
Det er ikke kun en juridisk øvelse, men også en faglig og kommerciel vurdering – med juridiske konsekvenser.
Tre spørgsmål, før ordregiveren konkluderer:
1. Har vi præcist identificeret, hvorfor tilbuddet giver anledning til tvivl, og har vi givet tilbudsgiveren en reel mulighed for at forklare sig?
2. Er redegørelsen konkret, sammenhængende og underbygget – eller består den primært af generelle påstande?
3. Giver det samlede materiale et sagligt og fagligt grundlag for at konkludere, at kontrakten kan opfyldes på de tilbudte vilkår?
Et unormalt lavt tilbud er ikke automatisk et dårligt tilbud.
Men det er et signal om, at noget skal undersøges.
Og den undersøgelse kan hverken erstattes af mavefornemmelser eller reduceres til papirformalia.
For i udbud er det ikke den laveste pris alene, der afgør sagen.
Det er den laveste pris, der kan holde.
Hvad tænker du: Er ordregivere gode nok til at se forskel på en skarp, men holdbar pris – og et tilbud, der senere bliver kontraktens største risiko?
