Af Louise Schelde Frederiksen
Et støt stigende problem. Kommunerne raskmelder syge trods fortsat sygdom. Det er ikke kun et problem for den sygdomsramte, men også for arbejdsgivere, der mister refusionen, når sygedagpengene bringes til ophør.
I de tilfælde hvor den sygdomsramte har en arbejdsgiver og modtager løn under sygdom, mister arbejdsgiveren refusionen, når den sygemeldte erklæres arbejdsdygtig af kommunen. Det betyder konkret, at arbejdsgivere kan stå med den fulde lønudgift uden refusion og uden en arbejdskraft. Her er det vigtigt at bemærke, at fordi kommunen erklærer den syge rask nok til arbejde, er det langt fra sikkert, at den syge i realiteten er rask nok til arbejde.
Har den syge ikke længere en arbejdsgiver – og dermed er uden løn – modtager den syge sygedagpenge fra kommunen. Det gør sig gældende, så længe kommunen anerkender uarbejdsdygtighed, altså det modsatte af arbejdsdygtighed.
Vurderingen om uarbejdsdygtighed har kommunerne veto over i henhold til sygedagpengeloven § 7. Det er kommunernes ret at vurdere, hvorvidt syge er syge i sygedagpengelovens forstand. Kommunerne er forpligtede til at belyse sagerne tilstrækkeligt og sikre et fyldestgørende og korrekt dokumentationsgrundlag forud for afgørelser om ret til sygedagpenge og fortsat ret til sygedagpenge, som en løbende proces. Men trods lægeerklæringer om svær sygdom, invaliderende sygdom, svært nedsat funktionsniveau på grund af sygdom, ser vi flere og flere tilfælde, hvor kommunerne erklærer den syge arbejdsdygtig og dermed sender den syge direkte ud af sygedagpengesystemet.
Det kan være syge med arbejdsskader, alvorlig kræft, hjerneblødninger og svære skader, som ellers har behov for deres sygedagpenge og afklaring af deres arbejdsevne i forhold til det fremtidige forsørgelsesgrundlag.
En såkaldt raskmelding efter sygedagpengeloven § 7 sker ikke på et objektivt grundlag, men på kommunernes skøn. Processen er dermed behæftet med total uforudsigelighed og blottet for retssikkerhed.
Der er grund til at se området igennem med den fineste tættekam.