Ved udførelse af et arbejde skal ordregiver beslutte, om arbejdet skal udføres som entreprise, eller om ordregiver blot ønsker at indkøbe arme og ben til at udføre arbejdet under ordregivers instruktion. Et relativt simpelt valg skulle man mene – men valget har afgørende betydning for hvem, der bærer ansvaret for arbejdets udførelse i den sidste ende!
Indenfor byggeriet kendes det som et valg mellem ”værksleje” eller ”arbejdsleje”.
Ved ”værksleje” forstås en aftale om, at entreprenøren forpligter sig til at levere et arbejdsresultat til ordregiver. Ordregiver betaler for, at entreprenøren udfører et resultat. I denne situation har entreprenøren ansvaret for at det pågældende arbejde leveres i rette tid og rette stand, og entreprenøren har instruktionsbeføjelsen og ansvaret for det udførende mandskab.
I modsætning hertil findes ”arbejdsleje”, hvor ordregiver indkøber ”arme og ben” hos en entreprenør, som så under ordregivers instruks udfører det arbejde ordregiver beslutter. I denne situation betaler ordregiver for mandskabets tid og indsats, og ordregiver har instruktionsbeføjelsen og ansvaret for at de indkøbte ”arme og ben” præsterer korrekt og løser opgaven til rette tid og i rette kvalitet.
Det er derfor vigtigt, at ordregiver allerede ved udbuddets tilrettelæggelse vurderer, om udførelsen af arbejdet skal ske som værksleje eller arbejdsleje med de fordele og ulemper, hver af disse metoder indebærer.
Desværre er det vores erfaring, at ikke alle ordregivere har styr på denne forskel, når de ønsker arbejdet udført efter medgået tid. Og derfor risikerer disse ordregivere at blive slemt skuffede, hvis det under udførelsen viser sig, at de selv bærer ansvaret for udførelse af arbejdet, fordi de har påtaget sig instruktionsbeføjelsen over for mandskabet og dermed har indgået en kontrakt baseret på arbejdsleje.
Så hvis du som ordregiver ønsker, at entreprenøren skal påtage sig ansvaret for selve udførelsen af arbejdet – ja så skal du lade entreprenøren have instruktionsbeføjelsen over det udførende mandskab.
Har du også brug for hjælp til at vurdere, hvilken løsning der er bedst i din konkrete situation? Så tag endelig fat i os, vi vil med glæde hjælpe.