En tom sejr – det kan nogle gange være følelsen, en tilbudsgiver står med efter en klagesag.
Tilbudsgiver får statistisk set ikke medhold i mange klager, men når tilbudsgiver så endelig får medhold af Klagenævnet for Udbud og en tildeling annulleres, er forventningen, at man som tilbudsgiver får muligheden for at afgive tilbud og blive bedømt på et grundlag, der er i overensstemmelse med udbudslovens regler.
Det er bare ikke altid tilfældet!
I den netop offentliggjorte kendelse af 26. august 2024 Mediq Danmark A/S mod Roskilde Kommune fik Mediq medhold i, at kommunens tilbudsindhentning vedrørende en ny rammeaftale til fremadrettet indkøb af klinisk ernæring og remedier til sondeernæring, der var sket i henhold til udbudslovens afsnit V uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, skulle have været udbudt efter reglerne i udbudslovens afsnit II – altså fuld udbudspligt.
Årsagen hertil var, at kommunen ved opgørelse af kontraktens værdi ikke havde medtaget rammeaftalens mulighed for prisregulering i kommunens skøn over rammeaftalens værdi i kontraktens løbetid. Kommunen havde således ikke opgjort kontraktens værdi på grundlag af det samlede beløb, der efter ordregivers skøn skal betales til leverandøren for gennemførelse af kontrakten i overensstemmelse med udbudslovens § 30. Havde kommunen medregnet prisreguleringen, ville kontraktens værdi overstige tærskelværdien for udbud, og Klagenævnet for Udbud udtalte i en fumus kendelse, at kommunen derfor skulle have udbudt rammeaftalen efter udbudslovens afsnit II. Kommunen annullerede som følge heraf tildelingsbeslutningen.
Nu skulle man så tro, at kommunen vil udbyde den pågældende rammeaftale i henhold til udbudslovens afsnit II.
Det er dog ikke tilfældet. Kommunen har nemlig efter annullation af tildelingsbeslutningen foretaget en ny vurdering af rammeaftalens værdi. Her har kommunen lagt de indkomne priser under den nu annullerede tilbudsindhentning til grund og har indgået en rammeaftale med den tilbudsgiver, der i forbindelse med den tidligere tilbudsindhentning afgav den laveste pris. Indgåelse af rammeaftalen er derfor sket uden udbud med henvisning til, at rammeaftalens værdi er under tærskelværdien og uden grænseoverskridende interesse efter udbudslovens afsnit V. Altså den proces som Mediq startede med at klage over – men nu med en ny begrundelse fra kommunen om, hvorfor værdien af rammeaftalen er under tærskelværdien.
Så Mediq fik medhold i Klagenævnet, men det må siges at være en sejr uden reelt indhold for Mediq.