9. maj 2023
Dette har Klagenævnet for Udbud taget stilling til i kendelse af 24. april 2023 – Meldgaard Miljø A/S mod Afatek A/S.
Afatek A/S havde i flere udbud om afsætning af affaldsforbrændingsslagger (restprodukt fra affaldsforbrænding) benyttet hasteproceduren i udbudslovens § 57, stk. 5 med den begrundelse, at der var ”Begrænset oplagsplads for slagger” hos Afatek A/S.
Klagenævnet for Udbud udtalte, at hasteproceduren i udbudslovens § 57, stk. 5 ikke må anvendes som en standardprocedure, og at der skal foreligge en præcis begrundelse for ordregivers anvendelse af hasteproceduren.
Da Afatek A/S havde anvendt hasteproceduren med samme begrundelse gentagne gange – og givet udtryk for at ville anvende proceduren igen i samme situation – og ikke havde angivet en konkret og præcis begrundelse for anvendelsen, tog Klagenævnet for Udbud påstandene om overtrædelse af udbudslovens § 57, stk. 5 til følge.
Som kendelsen viser, er det vigtigt at huske, at hasteproceduren i udbudslovens § 57, stk. 5 er en undtagelsesbestemmelse, som kun kan anvendes i særlige tilfælde. En ordregivers systematiske brug af hasteproceduren uden konkret stillingtagen vil således være i strid med udbudsloven set i lyset af denne kendelse.
Kendelsen er desuden bemærkelsesværdig, da klageren Meldgaard Miljø A/S rent faktisk havde vundet de to udbud omfattet af kendelsen. Klagenævnet for Udbud tog derfor også stilling til, om en vinder af et udbud kan være klageberettiget.
Efter klagenævnslovens § 6, stk. 1 er enhver med ”retlig interesse” klageberettiget, og som i tidligere kendelser udtalte Klagenævnet for Udbud. at dette skal fortolkes bredt. Der er således ikke krav om, at den klagende aktuelt eller potentielt skal have lidt et tab for at være klageberettiget.
En samlet vurdering af sagen medførte trods overtrædelserne af udbudsloven ikke, at Klagenævnet for Udbud annullerede de to udbud omfattet af kendelsen. Kendelsen skal derfor ses som udtryk for rækkevidden af ordregivers anvendelse af hasteproceduren.
NP advokater er specialister i udbudsret, og har du behov for rådgivning om anvendelse af udbudsprocedurerne i lyset af kendelsen eller øvrige udbudsretlige forhold, er du altid velkommen til at kontakte os.