Hos NP advokater ser vi en spøjs, men stigende, tendens til, at ordregivere i forbindelse med udbud med forhandling indkalder til nye forhandlingsmøder, efter der er indkaldt til afgivelse af endelige tilbud.
Sådan en situation oplevede vi også i en sag, som endte i Klagenævnet for Udbud, og hvor @Anja bistod Silkeborg Jordemoderhus ApS. I sagen havde Region Syddanmark efter indkaldelsen af endelige tilbud indkaldt til en yderligere (skriftlig) forhandlingsrunde, hvorefter der skulle afgives nyt endeligt tilbud. Herefter blev der indkaldt til afklarende videomøde, som mundede ud i en anmodning om afgivelse af revideret endeligt tilbud.
Klagenævnet konkluderede at Region Syddanmark havde overtrådt gennemsigtighedsprincippet i medfør af udbudslovens § 2, idet »et tilbud ikke kan ændres efter dets afgivelse, hverken på den ordregivende myndigheds initiativ eller tilbudsgiverens initiativ«.
Det er som udgangspunkt ikke den mest overraskende konklusion, Klagenævnet for Udbud nogensinde er kommet med, men det bekræfter, at man altså ikke kan åbne ballet om nye forhandlingsrunder og tilbud efter indkaldelse af endelige tilbud.
Vi er i NP meget tilfredse med sagens udfald og er glade for at kunne bidrage til at cementere, at selv med forskellige ændringer af udbudsreglerne, også omkring udbud med forhandling, er det fortsat ikke muligt at genforhandle endelige tilbud.