27. oktober 2022
Ny kendelse fra Klagenævnet fra Udbud tager stilling til en lang række forhold i forbindelse med rammeaftaler, og er derfor relevant at læse for udbudsfolk, der jævnligt beskæftiger sig med rammeaftaler.
Kendelsen, der godt nok ”bare” er blevet udråbt til at være endnu en kendelse, der tager stilling til skillelinjen mellem rammeaftaler og offentlige kontrakter, tager i realiteten stilling til en række rammeaftale-specifikke og ganske interessante forhold, herunder i særdeleshed anvendelsen af periodekøbsaftaler.
Faktum i kendelsen bliver en smule forvirrende af, at ordregiver, BaneDanmark, har valgt at lave om på det sædvanlige ”udbuds-lingo” inden for rammeaftaler, men det har ikke forhindret klagenævnet i stadig at tage stilling til et par relevante forhold.
For det første tager Klagenævnet ganske klart stilling til, hvorvidt der kan tildeles konkrete leveringsaftaler (i sagen kaldet delaftaler) på rammeaftalen allerede i forbindelse med udbuddet af rammeaftalen. Uanset det forvirrende i, at leveringsaftalerne pludselig bliver benævnt delaftaler, så er klagenævnet ganske klare i spyttet omkring det forhold, at man som ordregiver fint kan tildele de første leveringsaftaler på en rammeaftale samtidig med, at man i øvrigt gennemfører udbuddet af rammeaftalen og tildelingen på samme.
Det betyder i realiteten, at man som ordregiver ikke behøver at vente på, at rammeaftalen er trådt i kraft, før man kan tildele leveringsaftaler på den.
Videre konkluderer klagenævnet at det forhold, at ”omfanget og indholdet af leverandørens ydelse og vederlaget herfor vil afhænge af, i hvilket omfang der bliver behov for support og vedligehold” ikke i sig selv medfører, at der ikke er tale om en gensidigt bebyrdende kontrakt. Dette er der hverken noget nyt eller overraskende i – det er definitionen på en periodekøbskontrakt, som man ganske hyppigt allerede anvender i praksis i forbindelse med indgåelse af leveringsaftaler på baggrund af rammeaftaler. Men med denne klare tale blåstempler klagenævnet anvendelsen af periodekøbskontraker, hvilket er et ganske væsentligt skridt, idet mange både praktikere og rådgivere gennem årene har fundet det aldeles vanskeligt at skelne mellem en rammeaftale og en periodekøbskontrakt.
Endelig tager klagenævnet stilling til spørgsmålet om leveringsaftalers værdi i forhold til rammeaftalen, om end yderligere uddybning kunne have været fantastisk. Her handler det om pligten til at oplyse estimeret og maksimal værdi af en leveringsaftale indgået på baggrund af en rammeaftale. Et praktisk spørgsmål er naturligvis, om man ved indgåelse af leveringsaftaler på baggrund af en rammeaftale er forpligtet til at oplyse værdien af den konkrete leveringsaftale. Klagenævnet konkluderer, at uanset om man tildeler de første leveringsaftaler i forbindelse med rammeaftalen eller senere, så indgår værdien af disse aftaler naturligvis i den værdi, der er blevet forbrugt på rammeaftalen, og dermed skal værdien også indgå i opgørelsen af, hvornår man har nået rammeaftalens maksimale værdi. Det synes at ligge i sagens natur, og derfor ville det også have været kærkomment én gang for alle at få fastslået, at man som ordregiver naturligvis skal oplyse værdien af de enkelte leveringsaftaler. Hvis der er tale om konkrete leveringer, er det naturligvis ikke svært som ordregiver at opgøre værdien efterfølgende og på den måde opregne, hvor meget der er købt for under rammeaftalen. Men når der er tale om periodekøbskontrakter, som der er i denne sag, må det antages, at den estimerede, og i hvert fald den maksimale, værdi skal angives ved indgåelsen, idet det ellers er en illusion at tro, at ordregiver kan holde styr på, hvornår der er købt så meget på rammeaftalen, at den i realiteten har udtømt sin virkning.
Klagenævnets kendelse er således blandt andet en bekræftelse på, at det er muligt både efter bemærkningerne til udbudsloven og også i praksis at indgå periodekøbskontrakter
Du kan læse hele kendelsen her: https://klfu.naevneneshus.dk/media/documents/Gavdi_AS_mod_Banedanmark_.pdf
