24. april 2023
Velfærdsrådet arbejder for at udvikle et bedre velfærdssamfund i fremtiden, end det vi har i dag. De har i den forbindelse foretaget en analyse af, hvilke udfordringer vi som samfund står overfor. De centrale problemstillinger og anbefalingerne er i dag blevet offentliggjort.
Helt overordnet er det Velfærdsrådets vurdering, at fremtidens velfærdssamfund kræver nye løsninger og et meget tættere samarbejde mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Det er vi grundlæggende meget enige i hos NP advokater.
Der er tale om 12 anbefalinger, som skal imødegå 12 identificerede og væsentlige problemstillinger, som knytter sig snævert til velfærdsområdet og vores fælles fremtidige velfærdssamfund:
Anbefaling #1: Rette hjælp i rette tid for mennesker med komplekse problemer.
Velfærdsrådet anbefaler, at en helhedsorienteret og koordineret indsats for mennesker med komplekse problemer styrkes på tværs af social-, beskæftigelses- og sundhedssystemet med de rette økonomiske incitamenter og lovgivningsmæssige rammer, der sikrer mere fokus på at finde den rette hjælp til rette tid med inddragelse af borgerens egne perspektiver og medarbejdernes faglighed.
Der lægges grundlæggende op til en mere koordineret indsats over for den enkelte borger, således at planer og indsatser fra forskellige dele af sundhedsvæsenet i højere grad koordineres og sker på en måde, hvor borgeren er inddraget i sin egen livssituation.
Anbefaling #2: Flere frivillige og mere civilsamfund i løsningen af velfærdsudfordringer.
Velfærdsrådet anbefaler, at der skabes gode rammer for, at civilsamfundet kan bidrage til at løse velfærdsudfordringerne. Det gælder organisatorisk i form af bedre samarbejde med fx kommuner og regioner. Der skal desuden findes en finansieringsmodel, der sikrer en langsigtet finansiering af civilsamfundet på social- og sundhedsområdet, hvor en transparent proces underbygger en varig og stabil drift og indsats med rum til udvikling – i modsætning til kortsigtet, usikker puljefinansiering fra hus til hus.
Der lægges op til at Civilsamfundet forstået som de nære fællesskaber med familie og naboer, de lokale fællesskaber med foreningsliv og lokale frivillige samt den mere organiserede tredje sektor med specialiserede og nogle gange landsdækkende indsatser for udsatte grupper, i højere grad kan og skal bringes i spil som en uvurderlig ressource, dog på en måde, hvor vilkår, finansiering osv. følger med den opgavevaretagelse der sker, så indsatserne til gavn for målgrupperne kan være stabile og bæredygtige.
Anbefaling #3: Velfærdsuddannelser der matcher fremtidens behov.
Velfærdsrådet anbefaler en revision af velfærdsuddannelserne med det formål at sikre en tæt sammenhæng mellem uddannelserne og det, som arbejdsgiverne – fra alle sektorer – efterspørger af kompetencer gennem en tæt kobling til praksis. Desuden bør revisionen tage højde for, hvordan uddannelserne kan blive mere attraktive for kommende studerende at vælge. Endelig bør revisionen forholde sig til, hvordan videreuddannelse ikke fører medarbejderne væk fra borgernære opgaver, men lader specialisten forblive i kontakt med borgerne/patienterne.
Der er et udtalt ønske om ”at gøre en forskel”, hvilket er en afgørende motivation i arbejdet med andre mennesker. Det skal afklares hvad der sker med den motivation undervejs i uddannelserne, og når den nyuddannede rammer arbejdsmarkedet, samt gøres en indsats for, at de uddannelsessøgende i højere grad kan se attraktionen i en uddannelse rettet mod et velfærdsfag. Dette er både et spørgsmål om kommunikation, kultur og vilkår efter endt uddannelse.
Anbefaling #4: Arbejdspladser der både kan tilbyde fleksibilitet og forudsigelighed til medarbejderne.
Velfærdsrådet anbefaler, at arbejdspladserne bør kunne tilbyde både fleksibilitet og forudsigelighed til medarbejderne og ikke mindst understøtte, at medarbejdere med de rette kompetencer løser de rette opgaver. Det kan ske med større fleksibilitet, frihed og indflydelse på vagtplanlægningen og arbejdsvilkår gennem hele arbejdslivet.
Der stilles spørgsmål til, om det kan blive lettere for fast- og fuldtidsansatte i velfærdssektorerne at opnå bedre muligheder for medindflydelse og fleksibilitet, så ansættelser i højere grad kan tilpasses behov og livsstil i de forskellige liv, medarbejderne lever, således, at man måske får mindre behov for midlertidige ansættelser og vikarer selvom det er erkendt, at der fortsat vil ære et behov for også disse grupper, når vagtplaner m.v. ikke går op.
Anbefaling #5: Nemmere at få anerkendelse for uformelle kompetencer.
Velfærdsrådet ønsker en lettere vej for medarbejdere, der ikke nødvendigvis har formelle papirer på deres kompetencer, ved i højere grad at anerkende praksiserfaring i stil med mesterlære, når der skal laves uddannelsesforløb. Der skal foretages et eftersyn af, i hvilken grad og på hvilke faglige områder praksiserfaring og anciennitet kan kvalificere til formelle kompetencer med merit.
I erkendelse af at andelen af ufaglært arbejdskraft, der ansættes i velfærdsfagene, lige fra ansatte på social- og sundhedsområdet til undervisningsområdet, lægges der op til en løsning, hvor det kan blive lettere at få anerkendelse for kompetencer, der er erhvervet gennem praksis og ikke gennem uddannelse, og hvor de ufaglærte arbejdstagere dermed kan blive opkvalificeret, når de ønsker at blive i faget, uden et samtidigt ønske om at gå ind i det ordinære uddannelsessystem.
Anbefaling #6: Samarbejde og fleksibilitet om opgaverne – rette kompetencer til rette opgaver.
Velfærdsrådet anbefaler, at der mere systematisk arbejdes med samarbejde, fleksibilitet og tværfaglighed i opgaveløsningen, så ledere og medarbejdere drøfter faggrænserne og opgavedeling fordomsfrit og med udgangspunkt i at skabe løbende revision af de eksisterende faggrænser til gavn for en mere effektiv opgaveløsning. Samtidig skal det sikres, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer til at løse opgaverne.
Det stigende pres på medarbejderne inden for velfærdsfagene gør det nødvendigt at overveje, om faggrænserne kan placeres på en ny måde, der giver mere effektiv tid med borgerne og en mere smidig opgaveløsning, uden det kompromitterer kvaliteten i den service, som borgerne oplever.
Anbefaling #7: Velfærdsinstitutioner skal kunne levere skræddersyede tilbud til borgeren.
Der skal foretages et servicetjek af velfærdsinstitutioners rammer for at tilbyde skræddersyede velfærdsløsninger til borgerne – inden for rammerne af kvalitets-, tilsyns- og ledelsesmodellerne. Kan plejehjemmet levere mad til lokalområdet, eller kan der leveres praktisk hjælp udenfor plejehjemmet – uden at det skal ske til hele kommunen? Kan flere offentlige velfærdsinstitutioner få en klar profil, så borgerne kan vælge mellem flere forskellige offentlige og private tilbud?
Der sigtes med dette til spørgsmålet om den kommunale frisættelse. Kan der skabes større mangfoldighed i velfærdstilbuddene til gavn for borgerne ved, at alle velfærdsinstitutionerne – offentlige og ikke-offentlige –får øgede frihedsgrader til at tilbyde borgerne en bredere vifte af tilbud?
Anbefaling #8: Øget samarbejde og sammenhæng mellem sektorer – Herunder bedre rammer for sociale effektiviseringer.
Kommunernes og regionernes incitamenter skal i højere grad benytte sig af logikkerne fra sociale investeringer, så det kan betale sig at investere i forebyggelse og den enkelte borgers sundhed og trivsel. Det skal være muligt at tænke mere helhedsorienteret – også på tværs af forvaltninger og budgetår.
Hvordan kommer vi ud af kassetænkningen på socialområdet og skaber stærkere incitamenter til, at der kan laves investeringer eller igangsættes indsatser, der her og nu er udgiftskrævende, men som på sigt giver en gevinst, også selvom gevinsten måtte ligge fx i en anden forvaltning, fx ved at borgeren på sigt kommer i arbejde, kan gennemføre en uddannelse eller kommer ud af hjemløshed?
Anbefaling #9: Bedre partnerskaber mellem offentlige og ikke-offentlige samfundsaktører.
Der skal skabes flere partnerskabsmodeller samt klare rammer og incitamenter for, at de ikke-offentlige samfundsaktører bedre kan bidrage til velfærd, forebyggelse og sundhed blandt danskerne. Herunder skal de forebyggelses- og sundhedsindsatser, der allerede i dag leveres af en stor række samfundsaktører, kortlægges og indgå i arbejdet.
En grundlæggende præmis i at videreudvikle velfærdssamfundet er, at der skabes bedre partnerskabsmodeller mellem offentlige og ikke-offentlige samfundsaktører, så ikke-offentlige aktører har klare rammevilkår for indsatsen, incitament til at kaste ressourcer ind i den og også bliver anerkendt som nogen, der løfter en væsentlig samfundsopgave. Mange af de væsentlige ikke-offentlige samfundsaktører gør det allerede i dag, men uden de er tænkt systematisk ind i den offentlige velfærdsindsats. Hvis fremtidens velfærd skal kunne finansieres på et tilstrækkeligt niveau, og at der samtidig skal være nok mennesker til at løfte de mange opgaver, er det relevant at se på nye partnerskabsmodeller, der øger incitamentet til samarbejde på tværs af sektorer.
Anbefaling #10: Nemmere udveksling af viden og date skal styrke indsats og forebyggelse.
Der skal iværksættes effektiv datadeling og anvendelse af data på social- og ældreområdet til gavn for borgerne, særligt i forhold til at styrke rådgivningen af den enkelte og til mere effektiv forebyggelse på sundhedsområdet. Al data bør samles i en stor fælles database, hvorfra relevante aktører skal kunne trække den nødvendige information og dermed blive i stand til at levere den bedst tænkelige service til borgerne. Realisering af denne anbefaling forudsætter digitaliseringsparat lovgivning og fælles kvalitetsmål.
Danmark er på mange måder et foregangsland, når det handler om digitalisering af sundhed og velfærd. Hvis samarbejdet om velfærd og forebyggelse skal fungere mere gnidningsfrit, er det en forudsætning, at vi også bliver bedre til at dele viden om, hvad der virker – i respekt for GDPR-reglerne.
Anbefaling #11: Styrke udbredelsen af velfærdsteknologi.
Styrke incitamenter til, at den helt nødvendige velfærdsteknologi implementeres og udbredes ved at identificere begrænsningerne for udbredelse og fjerne begrænsningerne– hvad enten det er budgetmæssige, administrative eller organisatoriske hindringer. Indledningsvist bør fokus være på teknologi, der hjælper medarbejderne og på implementering af løsningerne i en skala, så der kan foretages en reel efterprøvning af effekter.
Borgernes voksende velfærdsbehov og den massive mangel på arbejdskraft kalder på nye løsninger ved brug af sundheds- og velfærdsteknologi. Der findes i dag barrierer for udbredelsen som fx organisatoriske barrierer i forhold til nye arbejdsgange, budgetmæssige bindinger, der vanskeliggør flerårige investeringer, administrative barrierer eller skepsis blandt borgere og pårørende.
Hvis en offentlig eller privat velfærdsleverandør, fx et plejehjem, formår at forebygge eller løfte kvaliteten af behandlingen ved brug af velfærdsteknologi, har det ingen positiv effekt på afregning af ydelsen. På samme måde er der ingen økonomisk tilskyndelse til at investere i teknologi, der øger produktiviteten eller mindsker behovet for arbejdskraft. Det kan dermed ikke betale sig at levere andet til borgeren end ”business as usual” på den billigst mulige måde.
Anbefaling #12: Digital velfærd til gavn for borgerne.
Borgerne skal ud over den analoge velfærd, de i forvejen tilbydes, have ret til en digital løsning, i de tilfælde en sådan kan tilbydes. Det kan eksempelvis være muligheden for at tage sin medicin fra en pilledispenser, hjemmetræne via skærm eller på et onlinekald i stedet for at have besøg fra en hjemmehjælper. Digitale tilbud skal gøres mere attraktive ved at supplere med muligheden for at kontakte en (i visse tilfælde døgnåben) enhed som en del af det digitale tilbud.
Hvis digitale velfærdstilbud i stigende grad skal udbredes og ikke mindst opnå tilslutning fra borgerne, vil det være relevant at se på, hvordan et digitalt tilbud bliver suppleret med muligheden for at kontakte en enhed som en del af det digitale tilbud.
